Vægten lyver aldrig

Vægten lyver aldrig – det gælder især i kaffebrygning. Vej dine bønner, vej dit vand og vej igen når du brygger kaffen. Det lyder måske overdrevet med al den vejning men det er den mest præcise måde at måle det her kaffebrygnings-halløj. Det gælder for espressobrygning, filterkaffe, koldbryg, stempelkande og alt andet med kaffe.

Så længe vi kender ratio for vand og kaffe til en given bryggemetode så kan vi gentage den gang på gang.

Stempelkanden er den mest simple – de fleste vælger 60 gram kaffe til 1 liter vand (1000 gram) – 60 til 1000 er ratio for stempelkanden.

Filterkaffebrygning kan benytte den samme ratio som stempelkanden. Ved brygning i en kaffemaskine kan det være svært at se præcist hvor meget vand der er hældt op, så prøv at veje vandet i en kande inden du hælder det i maskinen. Vej også dine bønner.

Filterkaffe brygget i hånden kan laves præcist som du ønsker det. Vej dine bønner. Stil din f.eks. Chemex kande på vægten. Når du er klar til at hælde vand over kaffen så nul-stil vægten. En Hario brygopskrift kan f.eks. være 22 gram kaffe til 300 gram vand som vi brygger den selv.

Espressobrygning tager udgangspunkt i 7 eller 14 gram kaffe til et enkelt- eller dobbeltshot espresso ifølge italiensk tradition. Ikke særlig retvisende eller præcist. Nyere espressomaskiner har plads til mere i filterkurven – vi bruger selv op til 20 gram. Kaffevaerk kaffebaren benytter en ratio der hedder 20 gram kaffe der skal give 35 gram færdig espresso.
I tilfældet med espressomaskinen kan vi ikke veje vandet inden brygning så vi vejer den færdige bryg. Brug en lille vægt der kan være under dine kopper på espressomaskinens drypbakke som denne Brewista Smart Scale V.2 der også kan tåle at blive våd.

Disse eksempler er kun vejledende – det er ikke absolutte sandheder. Prøv dig frem og skab dine egne erfaringer. Vægten gør det nemmere at gentage den perfekte kop kaffe du fik lavet en tilfældig morgen.

Når det så er sagt er der også formaling af bønner og vandets kvalitet at tage stilling til men det må blive et andet indlæg.

Hvis dette har hjulpet dig kan det måske også give værdi for andre – del gerne.

×

Kurv